Kathrine håber på flere kvinder i cybersikkerhedsbranchen
Jeg elsker at nørde IT-sikkerhed, cybertrusler og afværgelse af sikkerhedsrelaterede incidents og databrud, og jeg drømmer om, at endnu flere kvinder vil gøre det samme i fremtiden. 👩💻
Jeg, Kathrine Hjulskov, arbejder som Security Consultant hos Fellowmind i verdens sejeste security-team.
At gøre en forskel for andre i arbejdsregi har altid været min drøm . Fra mine tidlige år som pædagogstuderende til min nuværende rolle inden for IT-sikkerhed, har min rejse været drevet af en passion for at hjælpe andre og især mentorrollen har interesseret mig.
Selvom jeg var rigtig glad for pædagogstudiet, som jeg i sin tid startede på, kunne jeg ikke få det til at hænge sammen med hverdagen som alenemor, som jeg var på daværende tidspunkt. Jeg har altid syntes at kodning og computerteknologi var spændende, og derfor besluttede jeg mig for at forfølge denne interesse, som harmonerede perfekt med mit familieliv grundet de fleksible arbejdstider- og rammer.
Da jeg startede på min uddannelse i IT-teknologi på UCN Aalborg, bemærkede jeg den lave repræsentation af kvinder, idet vi kun var to i en klasse på 30 - et mønster, der siden har gentaget sig for mig i branchen.
Jeg synes det er en skam, at der ikke er flere kvinder indenfor cybersikkerhed. For der er så meget potentiale. Min drøm om at blive mentor har jeg derfor taget med mig ind i IT-verdenen, og jeg håber at kunne inspirere flere kvinder til at udforske disse områder.
Jeg arbejder frivilligt i organisationen ”Women4Cyber”, hvor jeg i øjeblikket har et mentorforløb med en kvinde fra Slovakiet og en anden kvinde fra Polen. Cybersikkerhed er et internationalt sprog, så vi kan sagtens støtte hinanden. At kunne bidrage til at kvinder fra hele verden finder deres vej inden for IT-sikkerhed, finder jeg utroligt givende.
Mit arbejdsliv førte mig til Fellowmind, da jeg ledte efter et job, hvor jeg kunne udfolde min interesse for IT-sikkerhed og samtidig have en bedre balance mellem arbejde og privatliv. For mig er vigtigheden af fleksibilitet ikke til at tage fejl af. Og hos Fellowmind har jeg fundet et sted, der på bedste vis kombinerer mit familieliv med min passion, og hvor jeg kan nørde cybersikkerhed med mine fantastiske kollegaer 🔒